Mødet med den homoseksuelle

Når man er forældre til en teenager, der kommer og fortæller, de er tiltrukket af deres eget køn, hvordan håndteres det så bedst?

Jeg husker tydeligt, den første gang jeg blev konfronteret med homoseksualitet hos et andet menneske. Det var en af mine venner, som i fortrolighed fortalte mig, at han var tiltrukket af sit eget køn. Det var ikke noget, der skræmte mig, men samtidig heller ikke noget jeg havde forholdt mig særligt til tidligere. Han var på daværende tidspunkt ikke sprunget ud, og derfor var der heller ikke mange i vores fælles omgangskreds, som kendte til hans seksuelle orientering.

I dag har jeg flere gode relationer med mennesker, der er tiltrukket af deres eget køn. Jeg har haft mange fortrolige samtaler med homoseksuelle gennem mit arbejde, og jeg kan således forstå, at der er forskel på, hvordan folk foretrækker at omtale emnet. Nogle kalder sig homoseksuelle, bøsser eller lesbiske. Andre erklærer sig selv som tiltrukket af sit eget køn, og ønsker ikke at det skal have et navn, da de så føler sig puttet i kasse. Uanset tænker jeg, det må være en svær vandring at være i, når man erfarer sig selv som tiltrukket af sit eget køn. For man skal igennem mange svære processer, hvor man risikerer at få reaktioner, man ikke bryder sig om eller har fortjent.

Når barnet er homoseksuel

Men en ting er at opleve, at en god ven eller bekendt springer ud som homoseksuel. Hvad nu hvis mit eget barn kommer og fortæller, at han er til drenge eller hun er til piger. Hvordan skal jeg, som forælder, reagere på det?

Mange ville nok blive chokerede. Jeg tror, de færreste forældre har tænkt tanken, før deres barn kommer og fortæller om homoseksualiteten. Det kan være svært ikke at reagere følelsesmæssigt. Men her er der kun et perspektiv, som er vigtigt: Barnets historie og følelser.

Hvis ens barn kommer og fortæller sine forældre, at de er tiltrukket af deres eget køn, så er det 100% sikkert, at det ikke har været let at fortælle. Det, at erkende, at man er homoseksuel for herefter at blive konfronteret med, at man er nødt til at dele det med sin familie, er en svær vandring. Jeg har endnu ikke mødt et eneste menneske, der har haft let ved denne proces. For hvad nu hvis man bliver afvist? Udstødt? Udskammet? Hvad vil reaktionen være fra de mennesker, der selv har været med til at bringe en til verden? Bliver de skuffede? Bange? Eller vil de i værste fald væmmes ved mig?

Reaktion på bekendelsen

Som forældre må vi have disse tanker i baghovedet ved mødet med vores homoseksuelle barn. Derfor vil et rigtig godt startspørgsmål være: ”Hvordan har du det med det?” Stil spørgsmål om processen og følelserne og bliv klogere på barnets egen kamp. Her skabes der nemlig tillid og kærlighed i relationen. Man er samtidig med til at uddanne sig selv i, hvordan det må føles at stå i deres situation. En homoseksuel teenager har brug for at have et trygt bagland, hvor de kan få opbakning og omsorg. Vi må bruge situationen til at give dem det, de trænger mest til: et kærligt og helt igennem ufordømmende hjem.

“Der er ingen skam i at have svært ved at håndtere sit barns homoseksualitet, men som forældre må man tage ansvar for sine egne følelser”

Når det er svært at være i som forældre

Hvad så hvis jeg ikke kan stifte fred med, at mit barn er homoseksuel? Måske har man en holdning, der taler imod det homoseksuelle kæresteforhold, eller måske har man bare svært med at forlige sig med tanken om homoseksualitet i familien.

Til det er der kun en ting at sige: Det skal helt sikkert bearbejdes, men et andet sted end i fællesskabet med dit barn. Tal med venner eller gå i terapi. Der er ingen skam i at have svært ved at håndtere sit barns homoseksualitet, men som forældre må man tage ansvar for sine egne følelser. For hvis man udtrykker disse ting overfor sit homoseksuelle barn, pålægger man dem ens egne følelser – og det kan de ikke bruge til noget. Det er kun med til at skabe afstand og skam.

Men det er, som sagt, ikke sikkert, man har kontrol over ens egen første reaktion, når barnet går til bekendelse overfor en. Så må man bede om tilgivelse og starte forfra. At være tiltrukket af sit eget køn er ikke et valg. Det er en del af ens seksuelle identitet, og derfor skal det aldrig udskammes.

Den homoseksuelle ven

Disse ting er også gældende i mødet med den homoseksuelle ven. Vores udgangspunkt må altid være at møde mennesket med den samme empati og omsorg, som vi møder vores andre venner med.

For nyligt hørte jeg en kvinde stille følgende spørgsmål: Hvad er den bedste ting at sige, når min ven går til bekendelse overfor mig om, at han er bøsse?

Svaret er enkelt: spørg ham, hvordan han har det med det selv. Hvis han ikke selv har stiftet fred med sin seksuelle orientering, vil det være endnu mere vanskeligt at sige det til andre. Vælger man at fokusere på deres historie, viser man automatisk, at det ikke gør en forskel i vennerelationen, samtidig med man hjælper dem med at acceptere og elske sig selv, som de er. Det er helende at blive mødt med empati og oprigtig interesse, særligt når frygten fylder meget.