Individuel Terapi

Uanset om du kommer med et ønske om at tale om en eller flere af dine relationer eller blot noget, inde i dig, der gør ondt, så vil udgangspunktet altid handle om, hvad der er virkeligt for dig. Derfor vil jeg fokusere på at lære dig at kende, så vores relation fra begyndelsen er helt i orden.

Vi vil gå på opdagelse sammen i, hvad der fylder dig mest og hvor du føler dig mindst værdifuld.

Skam, ensomhed, seksualitet, forkerthed, angst, lavt selvværd eller frygten for at være alene er nogle af de temaer, jeg ser gå igen hos de fleste.

Skam

Skam har det med at tale et sprog, vi hører meget tydeligt, men som har meget lidt med sandheden at gøre. Budskaberne eller stemmerne i hovedet kan finde på at lyde som:

  • “Må jeg godt være her?”
  • “Tænk hvis folk vidste…”
  • “Gad vide, hvad folk tænker om mig”
  • “Der er ingen, der vil være sammen med mig – jeg er ikke værd at samle på”

Seksuel Skam: Gennem tiden har jeg set rigtig meget skam, der har været forbundet til seksualiteten eller selvopfattelsen i kønsidentiteten. Mange voksne kan berette om at være vokset op i noget, hvor seksualiteten var noget, der skulle kontrolleres, gemmes væk eller kun bruges i forbindelse med sex. Det kan lægge en stor forbudthed omkring seksualiteten eller kønsidentiteten, og det kan være svært at bryde ud af og blive fri.

Forkerthed eller forbudthed er et stort tema. Men her kan også være tale om et svært overforbrug af porno og solosex, et skamfyldt kropsbillede, problemer med at mærke sig selv, brudte grænser, krænkelser eller grimme oplevelser fra barndommen.

Identitetsskam: Hvis man er blevet gjort meget forkert gennem sin opvækst eller har oplevet voksne, der ikke tog ansvar for ens trivsel gennem anerkendelse og rummelighed af de følelser, man oplevede som barn, kan det efterlade et menneske i stor skam over at være til, være for meget, tage plads, have brug for hjælp. Her er det vigtigt at gå på opdagelse i det, du er vokset op i, så du kan få en forståelse af dine omstændigheder gennem barndommen. Din tilknytning til dine nærmeste omsorgspersoner gennem opvæksten spiller en stor rolle i, hvordan du ser dig selv. At blive givet ansvar for egen trivsel er en umulig opgave for et barn, og det kan også lægge en stor følelse af skam om hele identiteten.

Forældreskam: Av, hvor gør det ondt at se i øjnene, at man har fejlet som forælder. At man ikke gjorde det godt nok. Her skal du vide, at det er okay ikke at være perfekt. For når man ser på sin teenager og bliver konfronteret med noget af det, man ikke gjorde godt nok, så er det lettere at give op, lade det være eller ikke forholde sig til det. Men her bliver teenageren gjort til problemet i stedet for. Det kræver både støtte og omsorg at turde at tage ansvar for det, man har fejlet med som forælder. Og det er så vigtigt at kunne gøre det. For når du tager dig af dit store barn – måske endda dit voksne barn, så tager du dig også af den lille, som du måske en eller flere gange kom til at svigte. Det er en stor kærlighedserklæring til sit store eller voksne barn at vise, at man tager ansvar ved at gå i terapi og få hjælp til det, man gjorde forkert tidligere. Det er aldrig for sent at blive en bedre forælder, og det vil jeg gerne hjælpe dig eller jer med.

Lav eller ingen selvværd

Mistrivslens præmis er blandt andre ting et virkelig lavt eller ikke-eksisterende selvværd. Følelsen af at gå i et med tapetet. Blive misforstået. Være helt alene. En gennemgribende ensomhed der dagligt bekræfter, at man ikke er værd at bruge tid på. Det er smerteligt at leve uden følelsen af at være noget værd for nogen.

Det lave selvværd opstår, fordi der er noget, der går galt i relationen med vores forældre. De fleste forældre er gode nok, men selvom dette er sandt, er det ikke altid godt nok, og så må man tage hånd om det. Du fortjener ikke at tro, du ikke er noget værd. Det kan dog være et langt og sejt stykke arbejde at gå på opdagelse i, hvor det lave selvværd kommer fra. Det er også et nødvendigt stykke arbejde – og det vil jeg kun opmuntre dig til at træde ind i sammen med mig. Vi følges ad hele vejen, og jeg vil hjælpe dig med at lære, at du er værdifuld og værd at elske.

Depression

At vågne om morgenen og have svært ved at komme ud af sengen kan tegne på, man har en depression. Gråden, der ikke vil holde op. Vreden, der ikke tager nogen ende. Det, at have svært ved at bevæge sig helt fysisk og komme i gang med noget.

Depression kan også vise sig som et overdrevet arbejdsbehov, for her slipper man for at mærke sig selv. Dette ses oftest hos mænd. Derfor er det også så meget sværere at få øje på. Men når glæden ved livet begynder at forsvinde, så er det på tide at tale med nogen om det. Og her vil jeg være der for dig. For der er intet galt med dig, men der er en grund til, du bevæger dig ned i et hul af depression – og det skal tages alvorligt.

Dette er kun et udpluk af nogle af de temaer, jeg er stødt på gennem tiden, men som langt de fleste kender til i forskellig grad. Det vigtigste er, at jeg er her for at følge dig på din rejse, og i mit terapirum er du ikke alene.