For nogle år siden kom en af mine elever og spurgte mig, hvad det største øjeblik i mit liv havde været. Han var en dreng på 15 år. Det var ikke svært for mig at svare på. Det var nemlig, da jeg fik min førstefødte op til mig efter en hård fødsel. Han startede godt nok med at skide mig midt på maven, men I didn’t care. Jeg var lykkeligere og mere forelsket, end jeg nogensinde havde været. Min elev kiggede bare på mig og himlede med øjnene. En af hans kammerater tilføjede: ”Det kan du da regne ud. Alle kvinder med børn siger det samme”. Og han havde helt ret. For det at få børn er ubeskriveligt. Først bærer man rundt på skatten i ni måneder. Herefter kommer der en lille, buttet og lækker baby ud, som får en helt særlig plads i ens hjerte resten af livet.
Netop fordi man føler så meget kærlighed for sine små, så gør det også så meget mere ondt, når man kommer til at fejle overfor dem. Og det gør man – igen og igen.
Jeg er temmelig temperamentsfuld. Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har råbt af mine børn, men det er sket en del gange. Hver gang bløder mit hjerte. Jeg græder lidt, når det er ekstra slemt, og nogle gange meget. Når jeg kan få mandet mig op til det, beder jeg om tilgivelse hos dem – det er heldigvis oftere end sjældent. Det er så vigtigt for mig, at mine børn ved, de ikke skal skamme sig over at være, dem de er. Undskyldningen giver plads til at indrømme min egen mangel på perfektion, selvom det er svært. Men med tiden er jeg blevet opmærksom på, at jeg glemmer at sige undskyld til en mere.
Jeg taler om mig selv.
Når jeg fejler overfor dem jeg elsker – det kan såmænd både være min mand som mine børn, så får jeg virkelig ondt i hjertet. Jeg sårer også mig selv. Og jeg er verdensmester i at fortælle mig, hvordan jeg burde have handlet i stedet, og at jeg ikke fortjener deres kærlighed. Skammen kryber helt ind i mit inderste, og jeg har svært ved at give slip på situationen og komme videre. Jeg bærer nag, nogle gange i flere år, fordi jeg fejlede.
Når jeg siger beder om tilgivelse hos mig selv, og jeg taler om den højlydte undskyldning, hvor jeg italesætter det foran spejlet, så sker der noget med min selvfordømmelse. Venskab hindrer fjendskab. Det er svært at afvise et menneske, der beder om tilgivelse. En sådan handling sætter mig i stand til at acceptere, at jeg ikke er fejlfri. Ligeledes får jeg mulighed for at se på mig selv og lære af mine fejl, men uden fordømmelse. Jeg kan bedre give slip, for jeg har sagt undskyld. Mit hjerte kan begynde at heles, og jeg er fri til at komme videre.
Det betyder naturligvis ikke, at det forsvinder, men jeg er blevet en bedre mor og hustru, efter jeg er begyndt at sige undskyld til mig selv. Sagen er nemlig den, at når min søn går forbi mig efter jeg har forbrudt mig mod ham, og at jeg ikke tør se på ham, fordi jeg skammer mig, så drager han følgende konklusion: mor skammer sig over mig. Han ved ikke, at skammen er rettet mod mig selv. Dermed overføres min skam til ham. Men i det øjeblik, jeg har tilgivet mig selv trods alle følelser, der fortæller mig, jeg ikke fortjener at blive tilgivet, så bliver det også lettere at bede om tilgivelse hos ham.
Gør det stadig ondt? Ja, det tror jeg aldrig, det holder op med. Jeg elsker jo de børn så meget, at jeg slet ikke kan sætte ord på det. Men kan jeg blive en bedre mor, fordi jeg får det bedre med mig selv og min egen imperfektion? Ja – det er helt klart undskyldningen værd!