Browsing Tag

Kønsudvikling

OPRÅB: Juridisk kønsskifte ender med at ødelægge frem for at opbygge

I et forsøg på at imødekomme den nuancerede oplevelse af kønsidentitet i dag, diskuterer regeringen i et nyt lovforslag om, at det skal være en mulighed med juridisk kønsskifte for børn helt ned til 0 år. Vi taler altså om at spædbørn, som ikke engang har begrebet om, hvad det vil sige at være et menneske, åbenbart nu også skal have mulighed for at få ændret på sit køn – på papiret, så de ikke risikerer at føle sig forkerte gennem opvæksten.

Et barns første bekendtskab med det at have et køn, er i opdagelsen af kroppen – primært kønsdelene. Det er første trin i deres spirende kønsidentitet, og det er her, der er plads til, at børnene kan gå på opdagelse. Her spørger de gerne forældrene ind til det, de ser og opdager. Det er en tilkendegivelse af, at de er født med et biologisk køn, og det er godt.

Hvis ens barn udtrykker et ønske om at klæde sig, lege eller være som det modsatte køn, så er det på sin plads at lade dem gå med det. Sandsynligvis vil det være en fase for de fleste børn.

Børn har ret til og skal opmuntres i at gå på opdagelse i det køn, de er født med. Ved at reagere negativt på deres lege eller nysgerrighed, får skammen plads til at udvikle sig. På samme måde er det heller ikke den voksne opgave at handle på det, børnene selv melder på banen. Hvis ens barn udtrykker et ønske om at klæde sig, lege eller være som det modsatte køn, så er det på sin plads at lade dem gå med det. Sandsynligvis vil det være en fase for de fleste børn. Men handler man på det ved eksempelvis at lave særlige aftaler med skolen om, at de må få deres eget lokale til omklædning, så risikerer man at gøre nøjagtig det, mange af os selv har oplevet gennem barndommen. Nemlig at blive puttet ind i en bestemt opfattelse eller kasse af kønsidentitet, som er alt for snæver og dermed i fare for at fremkalde mere skam end stolthed. Og ikke nok med det – barnet vil i værste fald blive udsat for mere forvirring end normalt, da kønsidentiteten ikke stemmer overens med det biologiske køn. Endvidere mister de muligheden for at gå på opdagelse i det, de er blevet givet ved fødslen.

I et opslag på Facebook, udtrykker Dansk Regnbueråd det også fint ved at belyse forældrenes ønske om at være empatiske med sine børn, så de føler sig elsket og accepteret som dem, de er. Men det en misforståelse at empatien skal stå først, for det risikerer at lede til handling frem for forståelse og anerkendelse.

Når kønsidentiteten udvikles, skal den have plads til at brede sig. Rammerne skal være til stede, eksempelvis i form af en viden om, at det hedder dreng eller pige. Men samtidig skal barnet have lov til at spejle sig både i mor og far og jævnaldrene, der repræsenterer begge køn. Barnet vil typisk finde på lege, der afspejles i de voksnes seksualliv i form af far, mor, børn eller doktor. Her er det interessant at se, hvilke roller børnene vælger at have overfor hinanden. Drenge vil måske eksperimentere med make-up, kjoler og neglelak, mens piger bliver optaget af det, far laver i værkstedet eller at lege vilde lege og klatre i træer. Omvendt kan man også møde ”det typiske” hos barnet, hvor pigerne klæder sig ud som prinsesser, og drengene tumler og konkurrerer om alting. Uanset hvad barnet melder på banen, så skal det komme fra dem selv. Vores unikke forældreopgave er at lege med og anerkende det med vores ord – ikke vores handlinger.

Når kønsidentiteten udvikles, skal den have plads til at brede sig. Rammerne skal være til stede, eksempelvis i form af en viden om, at det hedder dreng eller pige.

Der findes ingen bevis for, at et barn kender sin egen kønsidentitet i en alder af seks år eller derunder. Til gengæld findes der masser af eksempler på børn, der i en periode – som sagtens kan vare flere år, vil udforske det modsatte køn og måske endda fremlægge ønsker om at være som det modsatte køn. Og det er med vægt på ordet ”periode” – eller vi kunne mere korrekt kalde det en fase, for det er, hvad det vil være for langt de fleste børn. Ingen voksne kan vide på forhånd, om dette er noget, der ændrer sig eller ej. Selv i teenagealderen udviser flere unge, at de er forvirrede over deres egen kønsidentitet og overvejer måske sig selv som transkønnede. Men mon ikke denne tendens er steget de sidste få år, eftersom de unge også bliver konfronteret med, at det kan være en mulighed at være transkønnet – eller lignende. Undersøgelser viser også, at det ligeledes her kan være en fase i kønsidentitetsudviklingen, som senere ændrer sig igen.

Børn skal hverken have hormoner eller juridisk kønsskifte, mens de er børn. I stedet skal de have brede, fleksible og trygge rammer, hvor de kan gå på opdagelse i, hvem de er, og hvad det vil sige at være en pige eller dreng for dem. Den voksne opgave er enkel: Observer, leg med og anerkend med ord og kærlighed. 

At give børnene et juridisk kønsskifte, blot fordi de i en periode udtrykker sig mere som det modsatte køn, er at definere deres køn for dem – som vi kender det fra gamle dage. De bliver placeret i en kønsidentitet, som sandsynligvis ikke er deres egen.

Det er ikke længere op til barnet at gå på opdagelse, udforske og være nysgerrig, for tilsyneladende må alle de voksne gerne synes, at de har svarerne på, hvem deres børn skal være.

For et fåtal af børn, vil det være det rigtige. Men hvad med alle de andre? Eksperimentet risikerer at opføre sig som en trojansk hest, der ændrer på dem indefra, for børn samarbejder altid med de voksne. Også selvom det ikke altid kan ses. De vil forsøge at leve op til det, der bliver dem givet.

Og lad os så lige vende tilbage til, at det juridiske kønsskifte skal være en mulighed for det lille barn også. Selvom det ikke forventes, at børn under 3 år vil søge om juridisk kønsskifte, så er der alligevel et budskab her: Det er ikke længere op til barnet at gå på opdagelse, udforske og være nysgerrig, for tilsyneladende må alle de voksne gerne synes, at de har svarerne på, hvem deres børn skal være.