Webinaret er holdt, men se resuméet i nedenstående video.
Har du overvejet hvilke forudsætninger, du har for at tale med din teenager om sex?
De fleste af os har ingen erfaring fra vores egen opvækst, hvilket kan gøre det til en vanskelig opgave at begynde at tale med vores egne børn om køn og seksualitet. Derfor inviterer jeg til webinar, hvor du kan få helt konkrete værktøjer til at lære at tage snakken med din teenager om sex.
Du vil kunne begynde at øve dig med din partner lige efter webinaret, så du kan forberede dig på at begynde samtaler med din teenager om samme emner.
Hold gerne øje med næste webinar, som bliver d. 12. juni 2024. Her vil vi tale om at kende sin teenagers vigtigste behov samt om identitetsdannelsen.
Webinar om at lære at tale med sin teenager om sex
Unge, der er diagnostiseret med autisme fungerer anderledes i deres seksuelle identitet. Dette er naturligvis grundet i de hjernestrukturer, som findes hos disse unge. Eksempelvis vil en sådan teenager have sværere ved at mærke sig selv og dermed få sat sunde grænser. Helhedstænkningen er ikke til stede hos autisten. I stedet skal tingene stilladseres og pilles fra hinanden i små enkle dele. Det er også forklaringen på, hvorfor mange autister ofte har en lidt flydende kønsidentitet eller ender som nonbinær.
Unge med ADHD har andre udfordringer. Impulserne går i høj fart hos disse teenagere, hvilket får betydning for deres forhold til sex og samtykke. Her skal der fokuseres på, hvordan der sættes grænser og undgår at ende i et misbrug af eksempelvis pornografi.
Fælles for disse to er den grundlæggende følelse af at være forkert, hvilket også har en stor betydning i den seksuelle dannelse. Dette er kun et udpluk af det, der kan være på spil hos udfordrede unge. Derfor tager jeg også ud og underviser både teenagere og lærere i seksuel dannelse og samtykke. Du kan læse lidt mere om det her.
I går var jeg så heldig at blive inviteret med ind på Undervisningsministeriet til et møde med vores børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye. På dagsordenen var en samtale om, hvordan seksualundervisningen i skolen kan bidrage til større trivsel blandt vores børn og unge med udgangspunkt i VIVEs nylige rapport om den stigende mistrivsel blandt unge indenfor LGBTQ.
Til mødet sad formanden for Dansk Regnbueråd, Jesper Rasmussen, samt en kvinde som er mor til en autistisk pige, som identificerer sig som trans.
Som jeg også fortalte ministeren, så er jeg optaget af den modstand af normer og rammer omkring vores køn og seksualitet, der breder sig i skolerne. Den normkritiske tilgang til bl.a. seksualundervisning har en tendens til at rive tæppet væk under vores unge, når de famler sig frem i den seksuelle udvikling samt i deres identitetsudvikling. Der er en opfattelse af at normer og rammer, der tager udgangspunkt i, at der kun er to køn, både er snæversynet og misbilligende. Men jeg kunne ikke være mere uenig. Kønsbegrebet skal i stedet udvides.
Normer og rammer er tryghedsskabende
Normer er med til at skabe tryghed. De bliver et afsæt for den spejlingsproces, teenagerne er så afhængige af, mens de udvikles og lærer sig selv at kende. Der er nemlig stor forskel på at blive defineret versus at have nogle rammer og normer, man kan definere sig selv ud fra.
Vi har alle et behov for at vide, hvem vi er. Ellers bliver tilværelsen præget af rodløshed og forvirring, som i sidste ende kan udmunde sig i mistrivsel.
I mit møde med unge, der definerer sig selv indenfor flydende køn eller kalder sig nonbinære, ser jeg også en tendens til mistrivsel. De udtrykker selv, at det ikke gør dem gladere eller mere selvbevidste og trygge at kunne kalde sig nonbinær og lignende. Hvad kan det komme sig af?
LGBT+ DK siger, der må være mere viden om de forskellige former for kønsidentiteter for lærerne[1]. Jeg er enig i, at lærerne skal klædes bedre på til at varetage den gode seksualundervisning. Men jeg siger også; lad os træde et skridt tilbage til udgangspunktet og se på, hvad det vil sige at have et biologisk og fysisk køn. Lad os se på de præmisser, der er givet på forhånd i kraft af, man er en dreng eller en pige. Kønsudviklingen sker indenfor tre primære områder: det biologiske og fysiske, det adfærdsmæssige, hvor spejlingen tager sin plads og det intrapsykiske forstået som det mentale og følelsesmæssige, hvor vi mærker os selv og får de vigtige byggesten på plads i form af, hvem vi er, og hvordan det føles. Dette er en ramme, som foregår for alle uafhængigt af, om man identificerer sig med sit biologiske køn eller ej.
Mere relation og fællesskab
Lad der være noget undervisning som fortæller om denne udvikling, for den kan bringe de unge nærmere sig selv – og hinanden, eftersom de får nogle rammer at mærke sig selv på. Rammerne skal være fleksible og de er vigtige! Her har vores unge en masse til fælles, og det skal de gøres opmærksomme på, så fællesskaber og relationer fremmes i processen. At befinde sig indenfor LGBTQ i sin kønsidentitet bliver isolerende og dermed ensomt for de unge, fordi de tror, de fungerer helt anderledes end resten af gruppen. Men det er en misforståelse. De har meget tilfælles med deres klassekammerater – de ved det bare ikke.
På samme måde kan kønsnormer være med til at give en pejling af, hvordan man fungerer som dreng eller pige. Naturligvis opleves det forskellige fra den ene dreng til den anden dreng og det samme med pigerne. Netop derfor er der så mange forskellige måder at være piger og drenge på, at det ikke skal defineres. Men det er et faktum, at drenge har mange grundtræk til fælles både i deres tænkning og adfærd, som piger har grundtræk til fælles. Den snævre kønsnorm fra gamle dage må bredes ud. Kønsstereotypet skal pilles fra hinanden og ses på i sine enkle dele frem for at forbyde det helt og udskamme.
Læringen om køn
Hvordan kan denne viden gavne dem, som ikke identificerer sig med nogen af de to køn?
Til at begynde med vil det have en effekt, at de unge ikke hele tiden bliver konfronteret med, om de mon er tilfredse med deres biologiske køn, om de er nonbinære eller andet. Når de i stedet opmuntres til at gå på opdagelse i det køn, de er født som, bliver det mindre forvirrende at være et kønnet menneske.
Endvidere vil det også være gavnligt for en biologisk pige eller dreng, som identificerer sig som nonbinær, at blive opmærksom på de adfærdstræk og den tænkning, de har tilfælles med andre med samme biologiske køn. Formålet er ikke at bringe dem tættere på deres biologiske køn, men at hjælpe dem ind i relationerne med deres kammerater. Når spejlingen bliver et værktøj, der kan bruges til at genkende sig selv i andre, mindskes skammen og ensomheden.
Og så er det naturligvis også vigtigt at have undervisning om det at have svært ved at finde sig på plads i sin kønsudvikling, hvorfor man kan ende med at se sig selv som LGBTQ. Almindelige drenge og piger skal naturligvis også have forståelse for, hvordan det er at være i denne gruppe. Her opstår nemlig integritetsforståelse og rummelighed.
Konklusionen er, at vi skal tilbage til udgangspunktet og lade seksualundervisningen indeholde læring om den generelle kønsudvikling, drenge- og pige identiteten samt kønsidentitetsforståelse indenfor LGBTQ. Her møder vi hele flokken og skaber grobund for bedre fællesskaber og gode relationer mellem vores unge. Det vil have en gavnlig og positiv effekt på den stigende mistrivsel blandt de unge.
Jeg var ikke lige hurtig nok til at få taget en selfie med ministeren, men måske der bliver mulighed for det en anden gang 🙂
Nedenstående samtale handler om, hvordan jeg underviser lærerne i kønsidentitet, så det rummer hele flokken af elever, uafhængig af kønsforståelse. Den er sat sammen af samtaler, jeg har haft med flere lærere og skoleledere hen over det sidste år. Den er skrevet ud fra, at spørgsmålene og temaerne ofte er de samme.
SkoleLeder: Goddag, jeg ringer fra…. skole
SaraP: Hej – velkommen til
SL: Tak, jeg ringer fordi jeg har hørt, du er god til at undervise i kønsidentitet
SP: Ja, det er korrekt – blandt andre ting
SL: Ja, jeg kunne godt tænke mig et foredrag for mine lærere, som giver dem værktøjer til at møde de elever eller familier, der bevæger sig indenfor LGBTQ
SP: Okay, så må jeg lige spørge – hvor mange familier er der tale om på jeres skole?
SL: Hmm… ja altså vi har tre familier, hvor forældrene er homoseksuelle, og så har vi to elever, der på hver sin måde har en anden slags kønsidentitet. Den ene har flydende køn. Den anden er en pige – eller dreng, som oprindelig hed Katrine, men nu hedder han Allan og har fået stophormoner, så han faktisk ligner en dreng.
SP: Så altså i alt fem familier ud af hvor mange elever på skolen?
SL: Vi har 650 elever
SP: Ok – nu er jeg ikke matematiklærer, men det må være en meget lille procentsats – lad os sige 2%, som repræsenterer en minoritet indenfor seksualitet og køn.
SL: Ja, det er nok meget rigtigt
SP: Så det du gerne vil have er et foredrag til dine lærere, hvor de bliver gode til at møde 2% af dine elever på skolen.
SL: jaah… øhh… (stilhed) Jo…
SP: Hvad med de sidste 98% og deres kønsudvikling?
SL: Jamen, de har vel ikke brug for den samme hjælp – eller altså det er jo minoriteten, som vi mangler værktøjer til.
SP: Hvorfor det? Tænker du, at dine lærere ved, hvordan de skal hjælpe og vejlede de 98% med deres kønsproces?
SL: Hmm… det ved jeg faktisk ikke – jeg har ikke sådan sat mig ind i seksualundervisningen på skolen.
SP: Jeg ser det sådan her. Jeg kunne godt komme på besøg hos jer og undervise i 2% af skolens elever for et helt lærerkollegium. Jeg kunne også komme og give jer en grundig gennemgang af den generelle kønsudvikling, kønnenes grundtræk og den kønsspecifikke udvikling. Så favner vi hele gruppen i stedet for kun de 2% og dine lærere bliver klædt på til at få en forståelse for kønsudviklingen hos alle børn og unge.
SL: Men hvis du underviser i en generel kønsudvikling, efterlader vi så ikke de børn og unge, der bevæger sig indenfor LGBTQ?
SP: Nej, for de går jo igennem samme udvikling, men blot med andre fortegn. Der er de samme ting, der er på spil for børn og unge med andre kønsidentiteter, som det er for flertallet af drenge og piger. De bevæger sig bare i en anden retning – og det skal de selvfølgelig være frie til. Og netop fordi lærerne får en stærk viden om, hvordan kønsudviklingen foregår ud fra et binært kønssyn, så bliver det også meget lettere at få øje på dem, som bevæger sig udenfor det binære.
SL: Hmm… (stilhed)… Jo, men overser man ikke noget vigtigt, hvis man fokuserer for meget på en forståelse af to køn og deres udvikling?
SP: Men du begyndte jo med at bede om noget, hvor vi kun skulle fokusere på de to procent.
SL: jah… (griner lidt)
SP: Hvorfor skal vi vælge kun at fokusere på den ene gruppe? Hvordan vil du få øje på det, der skiller sig ud, hvis du ikke har noget at spejle det ind i? Et fokus udelukkende på LGBTQ skaber en kløft mellem to hovedgrupper af elever på skolen. Der bliver tale om ”dem” og ”os”. Jeres opgave som skole er ikke at sørge for, at børn og unge med en anden seksuel identitet trives. Det er jeres opgave at sørge for at hele flokken af elever trives, og at de får en større forståelse for hinanden som mennesker på lige fod med hinanden. Du må derfor få en faglighed, der kan gavne hele paletten af seksuelle identiteter, så der bliver plads til alle.
SL: Ja, det har du ret i ville være at foretrække.
SP: Jeg ser relationen, som en af vores stærkeste ressourcer til at udvikle os til sunde mennesker – særligt når det handler om vores seksualitet. En dygtiggørelse af lærere i en forståelse af kønsidentitetens generelle udvikling, vil give dem noget at tale med både elever og forældre om. Her er der rum for en udvidelse af kønnets normalitetsbegreb, og rammerne vil være fleksible nok til at rumme de to køn og alt derimellem. Her kan lærerne arbejde med eleverne individuelt, vejlede og lave klasseundervisning, der gavner en forståelse af både flertallets og minoriteternes kønsidentitet. Jeres elever kan i bedste fald gå ud af folkeskolen i en forståelse af, at alle er lige uanset kønsidentitet og seksualitet. Så slipper samfundet også for at have et ”os” og ”jer”. I stedet kan vi alle få lov til at beholde de fortegn, der passer bedst til os selv. Han, hun, den, mor, far, forældre, medmor, osv. Kunne det ikke lyde som et foredrag, der kunne foretrækkes.
SL: Jo, jeg forstår hvad du mener. Lad os tale mere om det….
Hvis du har en teenager, så er det en god idé at tage en snak om holdninger indimellem. For teenagere har et helt hvidt lærred inde i deres hoveder, som må fyldes ud med forskellige måder at se og opleve verden på. Teenagere har enormt mange spørgsmål om livet, men de går ikke nødvendigvis til deres forældre. I stedet går de til hinanden for at diskutere, hvad der menes om eksempelvis homoseksualitet, sex, samtykke og sociale medier. Problemet med det er, at hvis de ikke får nogle voksnes inputs til, hvad der kan være godt og mindre godt, så bliver deres holdninger flydende – og dermed får det indflydelse på, hvilke valg de tager fremadrettet, og hvordan de forholder sig til andre mennesker. Holdningerne er med til at vise dem, hvem de er, og hvordan de afgrænser sig selv i forhold til andre mennesker.
Teenagere skal have hjælp til at danne gode, sunde holdninger – og den hjælp skal komme hjemmefra.
Er det et sekstal eller et nital? Det kommer an på, hvem du spørger.
Hvor hører holdninger til?
Og lad os lige holde pause et øjeblik og påtale, at holdninger er bedst til at vurdere egne valg og egen adfærd. Hvornår man vælger at have sex, hvordan man forholder sig til mennesker med en anden hudfarve end ens egen eller en anden seksualitet, kønsidentitet osv. Spørgsmålet om, hvordan man ser verden, skal handle om en selv – ikke andre.
Desværre er samfundet proppet med vilde diskutioner om emner, hvor folk gladelig deler deres holdninger på en måde, der ender med at skabe store kløfter imellem dem. Disse deles også helst på de sociale medier, og her har det skrevne jo ingen grænser for, hvordan man kan tilsvine hinanden. Det er trist at se på, synes jeg.
Holdninger er bedre i et rum med 2 eller 3 sammen, hvor man kan se hinanden i øjnene.
Tilbage til teenageren.
Der er gode og mindre gode måder at tale om holdninger med teenageren. Og derfor kommer her et par gode råd:
Modstå fristelsen til at lægge ud med, hvad din egen holdning er. Det kan sagtens være, teenageren spørger målrettet ind til din holdning, men stop lige dig selv, og sig i stedet noget i retning af: ”Jeg vil gerne dele min holdning med dig, men jeg vil hellere først høre, hvad du selv har af tanker om emnet”.
Hvis du er for hurtig til at dele dine egne perspektiver og holdninger, kan du risikere en af to ting:
Teenageren ved ikke, hvad de skal tænke om emnet og kommer derfor til at adoptere dine holdninger på en helt unuanceret og ureflekteret måde. Og det er ikke hensigtsmæssigt, for så er der en risiko for, at det bliver et regelsæt for teenageren frem for et ejerskab over egne holdninger og værdier.
Eksempelvis kunne det være, at du synes, teenageren skal vente med at have sex, til de er fyldt 18 år. Du har en masse gode argumenter for, hvorfor teenageren her er mere sikker og moden i sine valg som 18-årig, frem for hvis man har sex som 15 – 16-årig. Teenageren tager det måske til sig og bliver derfor skamfuld, når det ender med at blive svært at vente til de er 18 år.
2. Der er også chance for, at teenageren bliver provokeret, sur eller fornærmet, fordi deres egne tanker om emnet ligger langt fra dine udmeldinger. Det er vigtigt at give plads til, at teenageren ikke behøver at have samme holdninger som jer. Men samtalen slutter dårligt, og den unge går sin vej.
Hvis teenageren allerede har stærke holdninger om emnet, og derfor kan være lidt ”vanskelig” at tale med, så må det også få plads. Lyt til, hvad teenageren tænker om det, stil undersøgende spørgsmål og slut af med at dele dine egne tanker og holdninger. Et budskab, der siger: ”Jeg vil gerne høre, hvad du har at sige, og din virkelighed er velkommen her”, er tillidsvækkende på så mange måder.
Integritet frem for alt
Når du vælger at begynde samtalen med at fokusere på teenageren, så lærer du dem, at deres oplevelse og virkelighed er interessant og værd at lytte til. Det er integritet.
Et rum, hvor teenageren mærker, der er plads til, de kan være den, de er, afføder tillid og en god chance for, at teenageren selv kommer til dig næste gang, der skal tages en holdningssnak.
Samtalen om holdningerne til eksempelvis skærmforbrug, sociale medier, sex, køn eller seksualitet skal indeholde en nysgerrighed, der lægger op til dialog, hvor teenageren selv kan gå på opdagelse i emnet med dig.
Vores teenagere har brug for en god ballast, når de skal finde ud af, hvordan de skal forholde sig til verden. Derfor er det så vigtigt, at vi tager en god og anerkendende holdningssnak med dem. En god indgangsvinkel kunne jo være: ”Hvad mener du egentlig om….? Er det noget, du forholder dig til?
I kølvandet af gymnasieelever, der strejker, fordi de er utilfredse med manglen på seksualundervisning i skolen, er det på sin plads at tage en bredere snak om, hvem der i virkeligheden har ansvaret. For som gammel folkeskolelærer kan jeg kun nikke genkendende til, at vores børn og unge får alt for lidt seksualundervisning. Vi skal tale meget mere om, hvordan lærerne kan blive uddannet og klædt på til at tale om køn og seksualitet med børn og unge. Men det er ikke nok kun at tale om skolens ansvar. Vi må et spadestik dybere endnu.
Det største spørgsmål en teenager stiller sig selv i dag er: Er jeg god nok? Det gør ondt at føle sig forkert, anderledes, isoleret, ensom eller utilstrækkelig. Man har brug for at føle sig valgt til og have mindst én god ven eller veninde i hverdagen, man kan betro sig til og hænge ud med. Det er som om, at vennerne får en endnu større betydning, når man begynder at blive ældre. Det er der en grund til.
