I kølvandet af gymnasieelever, der strejker, fordi de er utilfredse med manglen på seksualundervisning i skolen, er det på sin plads at tage en bredere snak om, hvem der i virkeligheden har ansvaret. For som gammel folkeskolelærer kan jeg kun nikke genkendende til, at vores børn og unge får alt for lidt seksualundervisning. Vi skal tale meget mere om, hvordan lærerne kan blive uddannet og klædt på til at tale om køn og seksualitet med børn og unge. Men det er ikke nok kun at tale om skolens ansvar. Vi må et spadestik dybere endnu.
I sidste ende er det nemlig ikke skolens job at sørge for seksualundervisningen. Tværtimod – vi skal ned i relationerne i familien for at finde guldet frem. Som forældre er vi jo kun interesserede i, at vores børn skal have det godt. Derfor forbereder vi dem på livets kanter, så godt vi kan. Og netop her hører snakken om køn og seksualitet hjemme. Det er i familien, vi dannes som mennesker. Selvværdets grundpille og evnen til at være en del af et fællesskab har sit fundament gennem opvæksten i hjemmet. Den seksuelle identitet opstår i fællesskabet med forældrene. Spejlingen af det maskuline og det feminine samt opfattelser og erfaringer med køn og krop udvikles først og fremmest i familien. Netop derfor må forældrene tage ansvar for deres børns seksualundervisning.
Den seksuelle identitet opstår i fællesskabet med forældrene. Spejlingen af det maskuline og det feminine samt opfattelser og erfaringer med køn og krop udvikles først og fremmest i familien.
Skolen kan sørge for det overordnede, for her foregår undervisningen i klassen, hvor der er mange til stede på en gang. Hovedfokus vil være oplysning, og lærerne skal naturligvis uddannes, så de formår at facilitere den gode seksualundervisning. Det er ikke nok bare at få skudt et undervisningsmateriale i hånden, for lærerne er også mennesker, der ikke har erfaring med at tale om køn og seksualitet gennem deres egen skoletid og opvækst. Det er ikke særlig specifikt, hvad der forventes af en god seksualundervisning i skolen, og derfor får lærerne pludselig ansvar for det hele. Det er en forkert vej at gå. Vi skal huske på, at skolen er en uddannelsesinstitution. De kan kun gå en del af vejen, når det kommer til udviklingen og dannelsen af barnet.
Den intime samtale, de private spørgsmål og det skamfyldte er der ikke plads til i skolen. Der er for mange til stede, og dermed forsvinder det personlige. Barnet – eller den unge, er afhængig af at have et fortroligt rum, hvor alle emner må bringes på bane, og hvor de bliver lært op og vejledt under trygge rammer af voksne, de har tillid til. Her udvikles de som sunde, seksuelle mennesker.
Forældrene skal huske på, at nogle af de områder, der vedrører køn og seksualitet aldrig ændrer sig. Eksempelvis er den seksuelle debut, skam, porno og onani alt sammen noget, de fleste forældre har erfaring med.
Af mange grunde er forældre i dag slet ikke klædt på til at påtage sig dette ansvar. Det kan både fremkalde angst og ubehag hos selv den mest rummelige forælder, og grundene er oftest at finde i egen fortid og barndom. De skal derfor have hjælp til at få en større viden om de forskellige emner samt værktøjer til at tale om det – først med hinanden, herefter med deres børn. Den gode relation og nærværet må være udgangspunktet, for her er der plads til udvikling. Forældrene skal huske på, at nogle af de områder, der vedrører køn og seksualitet aldrig ændrer sig. Eksempelvis er den seksuelle debut, skam, porno og onani alt sammen noget, de fleste forældre har erfaring med.
God seksualundervisning begynder i hjemmet og herefter i skolen. Det er et samarbejde, hvor der skal uddannelse til, og der må sættes specifikke mål for, hvem der er ansvarlig for hvilke emner. Først her kommer vi fremad med en solid seksualundervisning.
