Som et relativt nyt tiltag på nogle få efterskoler i Danmark, er der mulighed for at bo på et kønsneutralt værelse, hvis man er en teenager med flydende køn. Ideen er at skabe mere plads og rummelighed til dem, som føler sig anderledes end flertallets drenge og piger.
Vi kan godt blive enige om, at efterskolerne er nødt til at forholde sig til det faktum, at nogle unge er i en proces med at finde sin egen kønsidentitet, og identificerer sig derfor ikke nødvendigvis med det køn, de er født som. Det skal der være plads til. Disse unge har i højere grad brug for et sted, hvor der er plads til de følelser og fornemmelser, de oplever i processen mod at lære sig selv at kende.
Det sætter midlertidig store krav til efterskolelærerne, for hvordan skal de kunne skabe et sådant sted, hvis de ikke ved ret meget om køn og seksualitet. Man bliver ikke uddannet i seksualundervisning, når man studerer til lærer. Efterskolerne er nødt til at tage denne problemstilling op ved at få klædt lærerne på til denne opgave også. Det begrænser sig ikke kun til emner, der vedrører kønsidentitet.
Når teenagere bor sammen og går op af hinanden dag efter dag, konfronteres de konstant med mange af de udfordringer, der ligger i at være et seksuelt menneske. Flere drenge kan fortælle, at deres forbrug af porno begyndte på efterskolen. Piger kan opleve at blive så knyttet til deres veninde, at det udvikler sig til følelsesmæssig afhængighed.
Identitetsprocessen er i forvejen meget intens blandt de unge på efterskoler, og spejling bruges som deres primære værktøj. Derfor skal lærerne uddannes, så de kan skabe nogle trygge rammer, hvor de unge kan udvikle sig uden at føle sig forkerte.
Det er derfor ikke en enkel løsning at lave kønsneutrale værelser. Problemet er nemlig, at der opstår nogle andre udfordringer, som også er vigtige at have rammer for på efterskolen. Seksuelle grænser er en af disse. Hvis det kønsneutrale værelse er beboet af to unge med hver sit køn, kan det blive sværere at opretholde de personlige intime grænser blandt eleverne. Drenge er visuelt orienterede og tænder på det, de ser. Bor de på værelse med en pige, er de konstant tvunget til at se den anden vej ved tøjskift og badning – også selvom hun ikke identificerer sig med pigekønnet. Den seksuelle tiltrækning forsvinder ikke blot fordi, teenageren er forvirret på sit køn.
Et andet problem er, når eleverne vælger skole efter muligheden for at bo på kønsneutrale værelser. Efterskolerne er netop gode til at hjælpe vores unge med at finde ud af, hvad de er gode til, og hvordan de opfylder deres drømme. Derfor vil det være mere konstruktivt at gå efter, hvilke interesseområder de har. Idræt, musik, tro eller sprog. Her udvikles de unge nemlig mod det, der gør dem til glade, dannede mennesker. Når teenageren flytter ind på efterskolen med henblik på det kønsneutrale værelse, er der risiko for, de holdes fast i kønsforvirringen. Kønsidentiteten ender med at blive omdrejningspunktet for opholdet frem for at fokusere på fremtiden og fællesskabet.
I stedet skal lærerne uddannes i køn og seksualitet. Her kan de nemlig skabe et åbent, respektfuldt og empatisk miljø, hvor de unge føler sig okay. Det skal ligge øverst på listen for en skolebestyrelse. Undervisningen skal både indeholde viden, øvelser og strategier til den gode samtale med teenageren. Vælger en efterskole at tage ansvar for lærernes uddannelse i disse ting, så er der virkelig grund til at sende sit barn afsted til sådan en skole.