#Deterbaremaver lyder det seneste hippe hashtag. Det stammer fra debatten om det forbud, en folkeskole i Vejle har nedlagt omkring de famøse ”crop-tops”, som er en kort bluse, der afslører en smule af pigens mave. Begrundelsen ligger bl.a. på, at alle skulle kunne koncentrere sig og have det rart. I stærke vendinger på bl.a. Facebook, kan man læse kommentarer, hvor folk er dybt forargede over denne regel. Det er åbenbart noget, der kan få folk til at vågne op, når skolen begynder at tage ansvar for, hvordan de unge omgås hinanden gennem deres valg af tøj. Og denne interesse er da værd at bygge videre på.
For selvom det ikke er hensigtsmæssigt at lægge ud med et forbud mod særlige beklædningsgenstande, har skolen alligevel gjort noget rigtigt: den har skabt opmærksomhed på noget, vi burde tale meget mere om. Nemlig pigernes evne til at være selvbevidste, også når det gælder deres valg af tøj. Det er naivt at tro, at det kun handler om mode.
Sagens kerne er nemlig den, at der findes mange forklaringer på en ung teenagepiges adfærd, når man dykker ned i de grundlæggende behov, der ligger gemt i hendes kønsidentitet. Piger har brug for at føle sig attråværdige og blive anerkendt for deres smukke udseende og deres dejlighed. Det er en del af deres følelsesmæssige orientering, når man kigger på komponenterne i kønsidentiteten. Drenge er visuelt orienteret. De nyder at se på noget, de finder lækkert og tiltrækkende. Det er også en del af deres kønsidentitet. Det er der ikke noget galt med, men der opstår alligevel et problem i dette setting.
Hvor mange forældre ved egentlig, hvad deres børns kønsidentitet består af, samt hvilke grundlæggende behov der findes hos teenageren? Derfor får det en meget negativ genklang, når en skole vælger at nedlægge forbud, for de udskammer et naturligt behov hos pigerne, som skal have lov til at være dem, de er. I stedet havde det været bedre og meget mere konstruktivt, at lave et lille kursus, hvor de kære forældre kunne få indblik i, hvad deres børns kønsidentitet består af. Her ville de nemlig kunne få en forforståelse for de unges behov og tendenser samt værktøjer til at tage en god snak derhjemme om tingene. Skolen kunne gøre opmærksom på en stigende tendens, men i stedet for at udskamme eller fordømme ville den positive vinkel blive fremhævet: At passe på de unges seksualitet ved at give værktøjer til, hvordan man som forældre kan udruste sine teenagere til at være selvbevidste og respektable overfor andres grænser.
Forældre skal lære at tale med deres teenagere om køn og seksualitet, for så bliver skolen fri for at opfinde destruktive regler, der skaber mere røre end et godt samarbejde.
En far klager over at skolen blander sig i børneopdragelsen, men her er kun en ting at sige: Endelig er der en skole, der tør blande sig. Forældre har brug for hjælp i form af viden og værktøjer til at passe på deres teenagere. Skolen skal hjælpe de forældre, der ønsker hjælp, og her har vi en virkelig relevant og meget vigtig anledning til at vende vores fokus mod det, som fylder så meget: vores børns spirende seksuelle identitet.
