Browsing Category

Kønsidentitet

OPRÅB: Juridisk kønsskifte ender med at ødelægge frem for at opbygge

I et forsøg på at imødekomme den nuancerede oplevelse af kønsidentitet i dag, diskuterer regeringen i et nyt lovforslag om, at det skal være en mulighed med juridisk kønsskifte for børn helt ned til 0 år. Vi taler altså om at spædbørn, som ikke engang har begrebet om, hvad det vil sige at være et menneske, åbenbart nu også skal have mulighed for at få ændret på sit køn – på papiret, så de ikke risikerer at føle sig forkerte gennem opvæksten.

Et barns første bekendtskab med det at have et køn, er i opdagelsen af kroppen – primært kønsdelene. Det er første trin i deres spirende kønsidentitet, og det er her, der er plads til, at børnene kan gå på opdagelse. Her spørger de gerne forældrene ind til det, de ser og opdager. Det er en tilkendegivelse af, at de er født med et biologisk køn, og det er godt.

Hvis ens barn udtrykker et ønske om at klæde sig, lege eller være som det modsatte køn, så er det på sin plads at lade dem gå med det. Sandsynligvis vil det være en fase for de fleste børn.

Børn har ret til og skal opmuntres i at gå på opdagelse i det køn, de er født med. Ved at reagere negativt på deres lege eller nysgerrighed, får skammen plads til at udvikle sig. På samme måde er det heller ikke den voksne opgave at handle på det, børnene selv melder på banen. Hvis ens barn udtrykker et ønske om at klæde sig, lege eller være som det modsatte køn, så er det på sin plads at lade dem gå med det. Sandsynligvis vil det være en fase for de fleste børn. Men handler man på det ved eksempelvis at lave særlige aftaler med skolen om, at de må få deres eget lokale til omklædning, så risikerer man at gøre nøjagtig det, mange af os selv har oplevet gennem barndommen. Nemlig at blive puttet ind i en bestemt opfattelse eller kasse af kønsidentitet, som er alt for snæver og dermed i fare for at fremkalde mere skam end stolthed. Og ikke nok med det – barnet vil i værste fald blive udsat for mere forvirring end normalt, da kønsidentiteten ikke stemmer overens med det biologiske køn. Endvidere mister de muligheden for at gå på opdagelse i det, de er blevet givet ved fødslen.

I et opslag på Facebook, udtrykker Dansk Regnbueråd det også fint ved at belyse forældrenes ønske om at være empatiske med sine børn, så de føler sig elsket og accepteret som dem, de er. Men det en misforståelse at empatien skal stå først, for det risikerer at lede til handling frem for forståelse og anerkendelse.

Når kønsidentiteten udvikles, skal den have plads til at brede sig. Rammerne skal være til stede, eksempelvis i form af en viden om, at det hedder dreng eller pige. Men samtidig skal barnet have lov til at spejle sig både i mor og far og jævnaldrene, der repræsenterer begge køn. Barnet vil typisk finde på lege, der afspejles i de voksnes seksualliv i form af far, mor, børn eller doktor. Her er det interessant at se, hvilke roller børnene vælger at have overfor hinanden. Drenge vil måske eksperimentere med make-up, kjoler og neglelak, mens piger bliver optaget af det, far laver i værkstedet eller at lege vilde lege og klatre i træer. Omvendt kan man også møde ”det typiske” hos barnet, hvor pigerne klæder sig ud som prinsesser, og drengene tumler og konkurrerer om alting. Uanset hvad barnet melder på banen, så skal det komme fra dem selv. Vores unikke forældreopgave er at lege med og anerkende det med vores ord – ikke vores handlinger.

Når kønsidentiteten udvikles, skal den have plads til at brede sig. Rammerne skal være til stede, eksempelvis i form af en viden om, at det hedder dreng eller pige.

Der findes ingen bevis for, at et barn kender sin egen kønsidentitet i en alder af seks år eller derunder. Til gengæld findes der masser af eksempler på børn, der i en periode – som sagtens kan vare flere år, vil udforske det modsatte køn og måske endda fremlægge ønsker om at være som det modsatte køn. Og det er med vægt på ordet ”periode” – eller vi kunne mere korrekt kalde det en fase, for det er, hvad det vil være for langt de fleste børn. Ingen voksne kan vide på forhånd, om dette er noget, der ændrer sig eller ej. Selv i teenagealderen udviser flere unge, at de er forvirrede over deres egen kønsidentitet og overvejer måske sig selv som transkønnede. Men mon ikke denne tendens er steget de sidste få år, eftersom de unge også bliver konfronteret med, at det kan være en mulighed at være transkønnet – eller lignende. Undersøgelser viser også, at det ligeledes her kan være en fase i kønsidentitetsudviklingen, som senere ændrer sig igen.

Børn skal hverken have hormoner eller juridisk kønsskifte, mens de er børn. I stedet skal de have brede, fleksible og trygge rammer, hvor de kan gå på opdagelse i, hvem de er, og hvad det vil sige at være en pige eller dreng for dem. Den voksne opgave er enkel: Observer, leg med og anerkend med ord og kærlighed. 

At give børnene et juridisk kønsskifte, blot fordi de i en periode udtrykker sig mere som det modsatte køn, er at definere deres køn for dem – som vi kender det fra gamle dage. De bliver placeret i en kønsidentitet, som sandsynligvis ikke er deres egen.

Det er ikke længere op til barnet at gå på opdagelse, udforske og være nysgerrig, for tilsyneladende må alle de voksne gerne synes, at de har svarerne på, hvem deres børn skal være.

For et fåtal af børn, vil det være det rigtige. Men hvad med alle de andre? Eksperimentet risikerer at opføre sig som en trojansk hest, der ændrer på dem indefra, for børn samarbejder altid med de voksne. Også selvom det ikke altid kan ses. De vil forsøge at leve op til det, der bliver dem givet.

Og lad os så lige vende tilbage til, at det juridiske kønsskifte skal være en mulighed for det lille barn også. Selvom det ikke forventes, at børn under 3 år vil søge om juridisk kønsskifte, så er der alligevel et budskab her: Det er ikke længere op til barnet at gå på opdagelse, udforske og være nysgerrig, for tilsyneladende må alle de voksne gerne synes, at de har svarerne på, hvem deres børn skal være.

Lad os tale mere om kønsidentitet end crop-tops

#Deterbaremaver lyder det seneste hippe hashtag. Det stammer fra debatten om det forbud, en folkeskole i Vejle har nedlagt omkring de famøse ”crop-tops”, som er en kort bluse, der afslører en smule af pigens mave. Begrundelsen ligger bl.a. på, at alle skulle kunne koncentrere sig og have det rart. I stærke vendinger på bl.a. Facebook, kan man læse kommentarer, hvor folk er dybt forargede over denne regel. Det er åbenbart noget, der kan få folk til at vågne op, når skolen begynder at tage ansvar for, hvordan de unge omgås hinanden gennem deres valg af tøj. Og denne interesse er da værd at bygge videre på.

For selvom det ikke er hensigtsmæssigt at lægge ud med et forbud mod særlige beklædningsgenstande, har skolen alligevel gjort noget rigtigt: den har skabt opmærksomhed på noget, vi burde tale meget mere om. Nemlig pigernes evne til at være selvbevidste, også når det gælder deres valg af tøj. Det er naivt at tro, at det kun handler om mode.

Sagens kerne er nemlig den, at der findes mange forklaringer på en ung teenagepiges adfærd, når man dykker ned i de grundlæggende behov, der ligger gemt i hendes kønsidentitet. Piger har brug for at føle sig attråværdige og blive anerkendt for deres smukke udseende og deres dejlighed. Det er en del af deres følelsesmæssige orientering, når man kigger på komponenterne i kønsidentiteten. Drenge er visuelt orienteret. De nyder at se på noget, de finder lækkert og tiltrækkende. Det er også en del af deres kønsidentitet. Det er der ikke noget galt med, men der opstår alligevel et problem i dette setting.

Hvor mange forældre ved egentlig, hvad deres børns kønsidentitet består af, samt hvilke grundlæggende behov der findes hos teenageren? Derfor får det en meget negativ genklang, når en skole vælger at nedlægge forbud, for de udskammer et naturligt behov hos pigerne, som skal have lov til at være dem, de er. I stedet havde det været bedre og meget mere konstruktivt, at lave et lille kursus, hvor de kære forældre kunne få indblik i, hvad deres børns kønsidentitet består af. Her ville de nemlig kunne få en forforståelse for de unges behov og tendenser samt værktøjer til at tage en god snak derhjemme om tingene. Skolen kunne gøre opmærksom på en stigende tendens, men i stedet for at udskamme eller fordømme ville den positive vinkel blive fremhævet: At passe på de unges seksualitet ved at give værktøjer til, hvordan man som forældre kan udruste sine teenagere til at være selvbevidste og respektable overfor andres grænser.

Forældre skal lære at tale med deres teenagere om køn og seksualitet, for så bliver skolen fri for at opfinde destruktive regler, der skaber mere røre end et godt samarbejde.

En far klager over at skolen blander sig i børneopdragelsen, men her er kun en ting at sige: Endelig er der en skole, der tør blande sig. Forældre har brug for hjælp i form af viden og værktøjer til at passe på deres teenagere. Skolen skal hjælpe de forældre, der ønsker hjælp, og her har vi en virkelig relevant og meget vigtig anledning til at vende vores fokus mod det, som fylder så meget: vores børns spirende seksuelle identitet.

Kønsidentitet uden støj

I dag kan man ikke have en snak om kønsidentitet, uden en masse larm i baggrunden. Definitionen på, hvad vores køn består af, har udviklet sig til at være mere et spørgsmål om holdning end om reelle facts.

I 1990érne frembragte den amerikanske filosof Judith Butler en teori om, at kønnet er en konstruktion. At vi erfarer vores køn frem for at tingene er givet på forhånd af biologi og psykologi. Det betød, at den gængse opfattelse af vores to køn blev bragt til tvivl. 

Sidenhen har kønsdebatten vundet terræn i det danske samfund. Jeg husker tydeligt, hvordan samtalen om kønsidentitet nærmest ændrede sig over en sommer. Jeg var udskolingslærer og underviste mange af klasserne i køn og seksualitet. Eleverne begyndte at stille spørgsmål, jeg ikke tidligere havde været konfronteret med. Spørgsmål om kønsidentitetens karakter, der krævede af mig, at jeg lavede en ordentlig omgang research for at finde ud af, hvad hele balladen bestod af.

Det er godt, at vi får gjort op med den gamle kønsnorm. Jeg er vokset op i en tid, hvor der eksisterede særlige definitioner og forventninger til, hvordan man skulle opføre sig som dreng og pige, mand og kvinde.

– Drenge måtte ikke græde eller være for følsomme

– Piger måtte helst ikke blive vrede

– Drenge forventedes at være gode til matematik

– Piger forventedes at være gode til dansk

osv.

Disse ovenstående er eksempler på noget, jeg vil kalde sociale konstruktioner. Det har i virkeligheden ikke noget at gøre med vores sande kønsidentitet. Endvidere var der heller ikke plads til at være sin egen version af en pige eller dreng. Kønsbilledet var snævert og overlod ikke særlig meget plads at bevæge sig rundt på.

Nutidens debatter har bragt spørgsmål på banen omkring, hvor disse ”konstruktioner” var opstået, og om de overhovedet holdt vand. Men trods belysningen af den gamle norm, er samfundet gået i den anden grøft. Der bliver nemlig arbejdet på at afskaffe alle kønsnormer til fordel for ”en fri kønsidentitet”. Kønnet opfattes nu af flere som en konstruktion.

Men jeg er ikke enig.

Hvordan lærer et ungt menneske sin kønsidentitet at kende i sådan et kaos, hvor der ikke må være nogle rammer, de kan føle sig trygge under?

Det er langt mere kompliceret at være et seksuelt menneske i dag, fordi mulighederne ikke vil tage nogen ende. Vores unge har ingenting at spille bold op ad. I stedet bliver de opfordret til at ”prøve sig frem”.

Vi må tilbage til udgangspunktet. Skrælle alle lagene af, til vi kun har skelettet tilbage.

Et godt startsted er biologien – og vi har to biologiske køn. Dreng og pige. Lad det være vores udgangspunkt. Heri findes en række grundstrukturer, som ses hos de to køn. Det er blevet forbudt at granske disse grundstrukturer, fordi de menes at lægge en dæmper på vores kønsidentitet. Men lad os nu tale om kønnet uden alt støjen. Uden alle protesterne og meningerne om, hvordan tingene bør opfattes og udvikles.

Kønnet uden støj, hvor vi starter med skelettet. To køn – dreng og pige. Ligesom vores ansigt består af den samme grundstruktur for alle mennesker (øjne, næse, mund), sådan består vores køn også af den samme struktur hos de to køn. På trods af de ensartede strukturer, er vi dog alle forskellige. Hurra for det!

Vi kan kalde dem de feminine strukturer og de maskuline strukturer. Det feminine og det maskuline er begreber uden en bestemt definition, men det må ikke skræmme os fra at tale om det. Disse er gode værktøjer til at lære at forstå kønsidentiteten – særligt når vi starter med skelettet.

Vi har alle en feminin side og en maskulin side. Det er mange ikke bevidste om. Men det er vigtigt at tale om begge sider, når vi skal lære vores egen kønsidentitet at kende. For nogle har en stor feminin side og en mindre maskulin side, og dette forekommer selvfølgelig også omvendt. Forskellene hos kønnene i det feminine og det maskuline er vigtige. De er med til at gøre os til dem, vi er.

Jeg plejer at dele vores grundstrukturer op i fire kategorier: Tænkning, adfærd, venskaber og kærlighed. Som udgangspunkt er kvinder følelsesmæssigt orienteret. Det betyder, at den følelsesmæssige oplevelse af tingene står først. Det er grundstenen i vores selvbillede, seksuelle oplevelser, vores præstationer og selvfølgelig vores venskaber.

Mænd er visuelt orienteret. Det betyder, de tænder på det, de ser. Det er derfor mænd er mere tiltrukket af seksuelt materiale i form af porno og billeder. De nyder at se på smukke kvinder, og de påvirkes i større grad end kvinder af, hvad der kommer ind gennem øjnene.

Dette er helt grundlæggende og uden fordomme. Der findes et hav af disse grundstrukturer. Nogle mænd har en stor feminin side, nogle kvinder har en stor maskulin side. Det er ikke betinget af deres udseende.Der er heller ikke tale om “feminine mænd” eller “maskuline kvinder”. Vi taler stadig om de fire kategorier indenfor kønsstrukturerne. Ligeledes oplever mænd deres feminine side anderledes end kvinder. På samme måde er en kvindes maskuline side en anden oplevelse, end hvordan maskulinitet fungerer hos en mand.

Hvis vi tør at tage en snak om kønnet uden støj, vil vi se disse strukturer dukke op. De er gode at spejle sig i og kaste bold op ad. De er ikke ment som en forventning eller opskrift på den ”rigtige mand eller kvinde”. Når vi spejler os i hinanden, vil vi ofte genkende os selv. Med bevidsthed om, at vi alle rummer både det feminine og det maskuline, er det sundt at være nysgerrig på begge sider. Der bliver mere plads til at føle mig rigtig.

Mit spørgsmål til dig er ikke: hvem har du lyst til at være, men Hvem er du? Hvad består din kønsidentitet af? Hvilke grundstrukturer genkender du, når du spejler dig i andre mennesker?

Der er meget at sige om kønsidentiteten. Men en ting står fast for mig: Kønnet er ikke en konstruktion. Kønnet er en smuk størrelse, når alt larmen forsvinder.